Indberetning
om frekvenstilladelser, kaldesignaler og radioamatørprøver
Indberetningsløsningen kan bruges til at ansøge om følgende:
- Tilladelse til anvendelse af frekvenser
- Kaldesignal til fly
- Tilmelding til prøve for radioamatører
- Kaldesignal til radioamatør
- Ændring af frekvenstilladelsen
- Ændring af bruger- og betalerdata
- Afmeldelse af kaldesignaler og tilladelser til anvendelse af frekvenser
Login
Indberetningsløsningen forudsætter, at man er logget ind med digital signatur. Det
er derfor kun muligt, at foretage ovenstående ansøgninger for det firma eller den
offentlige virksomhed, som er knyttet til det CVR-nummer, man er logget ind med.
For privat personers vedkommende er det kun muligt at foretage ansøgninger til den
person, som er knyttet til det CPR-nummer, som man er logget ind med.
Brugerdata
Der kan foretages ændringer af eksisterende bruger- og betalerdata f.eks. i forbindelse
med flytning og lignende. Husk også at opdatere betalingsoplysninger såsom EAN-nummer,
hvis der sker ændringer.
Frekvenstilladelse
Ansøgning om ny tilladelse
Der kan søges om frekvenstilladelse til brug for en lang række konkrete tjenester
som f.eks. landmobil radiotjeneste, radiokæde og FWA. Det er også muligt, at søge
om frekvenstilladelse til tjeneste – og teknologi neutral anvendelse.
Ændring af eksisterende tilladelse
Det er muligt, at ansøge om ændringer til allerede udstedte frekvenstilladelser.
Det sker ved at man vælger den tilladelse, som man ønsker at ansøge om ændringer
til, ud fra listen over sine udstedte tilladelser. Man ansøger om ændringerne ved
at ændre i de eksisterende oplysninger om frekvensanvendelsen.
Overdragelse af frekvenstilladelse
Tilladelsesindehavere, der er omfattet af lov om det centrale virksomhedsregister,
skal i henhold til § 5 i bekendtgørelse om tilladelser til at anvende radiofrekvenser
meddele Digitaliseringsstyrelsen deres planer om at overdrage en tilladelse eller dele
heraf. Dette skal gøres skriftligt og gerne via
e-mail.
Har man overdraget en frekvenstilladelse til en anden bruger skal man i henhold
til § 21 i frekvensloven straks efter, at aftalen om overdragelse er indgået, underrette
Digitaliseringsstyrelsen herom. Dette gøres via indberetningsløsningen ved at gå ind
på den konkrete tilladelse og ansøge om overdragelsen.
Anvendelse af kort til at angive geografisk
sendeområde eller sendeposition
Det ansøgte sendeområde eller den konkrete sendeposition kan findes ved at bruge
”Vis på kort” funktionen.
Vælges et geografisk sendeområde, kan der vælges mellem de pre-definerede områder
fra listen eller et manuelt defineret område. Derefter vælges ”Vis på kort”. Har
man valgt et manuelt defineret område, kan området indtegnes ved at følge anvisningen
i kortfunktionen.
Vælges et pre-defineret område kan det valgte område vises på kort ved at vælge
”Vis på kort”.
Har man valgt en konkret sendeposition kan de geografiske koordinater for den indtastede
adresse findes ved at vælge ”Vis på kort”. Koordinaterne kan overføres til ansøgningen
ved at følge anvisningen i kortløsningen. Findes den indtastede position ikke på
kortet skal man indtaste adresse i kortløsningen og søge igen.
Kaldesignaler til fly
Det er muligt, at ansøge om kaldesignaler til fly. Kaldesignaler til fly følger
Statens Luftfartsvæsens ”Registringsmærker”. Registreringsmærkerne er sammensat
efter de internationale regler, der gælder for tildeling af danske kaldesignaler.
Danske fly får derfor normalt tildelt et kaldesignal, der vil være identisk med
det ”Registreringsmærke”, der er tildelt flyet af
Statens Luftfartsvæsen.
Digitaliseringsstyrelsen fremsender efterfølgende et certifikat med det tildelte kaldesignal
og en faktura vedrørende gebyret for udstedelse af kaldesignalet.
Tilmelding til prøver for radioamatører
Det er muligt at tilmelde sig prøver for radioamatører ved at vælge en konkret prøve
i listen over prøvesteder. Listen indeholder kun kommende prøver, hvor der er mindst
14 dage til prøveafholdelsen.
Efter tilmelding vil du modtage et brev vedrørende indkaldelse til prøven og en
faktura til opkrævning af gebyr for prøveafholdelsen.
Kaldesignal til radioamatør formål
Der kan ansøges om et konkret kaldesignal. Hvis kaldesignalet er ledigt, bliver
det tildelt. Personlige kaldesignaler, som har været udstedt tidligere, tildeles
ikke før det har været tilbagekaldt i mere end 25 år. Ansøges der om et kaldesignal,
der har været tilbagekaldt i mere end 24 år, får man oplyst at kaldesignalet bliver
ledigt inden for et år.
Der kan også ansøges om et vilkårligt kaldesignal. Sammensætningen af kaldesignalet
bliver genereret af systemet.
Kaldesignaler til radioamatør formål bliver tildelt i forbindelse med, at indberetningen
er indsendt. Kaldesignalet vil kunne tages i brug, når der er modtaget en kvittering
for modtagelse af indberetningen om et ledigt kaldesignal.
Digitaliseringsstyrelsen fremsender efterfølgende et certifikat med det tildelte kaldesignal
og en faktura vedrørende gebyret for udstedelse af kaldesignalet.
Afmeldelse af frekvenstilladelser og kaldesignaler
Det er muligt, at afmelde frekvenstilladelser og kaldesignaler ved at gå ind på
den konkrete tilladelse eller kaldesignal og vælg ”Afmeld”.
Sagsbehandling
Ansøgningen/indberetningen indsendes elektronisk til Digitaliseringsstyrelsen. Du modtager
straks efter indsendelsen en kvittering for modtagelsen hos Digitaliseringsstyrelsen
med dato og klokkeslæt.
Styrelsen vil påbegynde sagsbehandlingen hurtigst muligt efter ansøgningen er indsendt.
Der kan ikke rettes i indsendte ansøgninger.